Hvordan REAGERER du, når folk INDIREKTE og UDEN ord appellerer til dig?

Hvordan vil vores verden se ud, hvis vi gav vores medmennesker det, de har brug for, når vi møder dem?

Hvordan vil min mor få det, hvis jeg giver hende den omsorg hun har brug for, når hun holder sig på maven og med svag stemme siger hej, når hun lukker mig ind?

Charlotte Egemar Kaaber

Hvad vil der ske, hvis jeg står ved, at jeg har set hun har det skidt? Hvis jeg holder op med at ignorere hendes ordløse behov for omsorg. Der virker ”for meget”, ”for overdrevent” ”for tit” og ”for svagt” på mig?.

Hvordan vil hun få det? Hvordan vil jeg få det?

Ordløse appeller tager min energi, fordi jeg genspiller scenen igen og igen. Analyserer den forfra og bagfra. Har brug for at fortælle om den. Få accept og forståelse for mine følelser. Sikre mig, at jeg ikke er den, der er forkert.

Det er som om jeg tror, at jeg ændrer virkeligheden, hvis jeg bliver i min modstand længe nok. Lider længe nok.

Jeg fungerer bedst med direkte tale; Jeg har brug for a, b, c. Dét fungerer for mig. Dét forstår jeg. Det respekterer jeg og det giver mig lyst til at imødekomme behovet.

Men sådan fungerer verden ikke. I hvert fald ikke min verden. I min verden appellerer vi alle til hinanden. Ordløst. Også jeg. Selv om vi ikke vil stå ved det. Så gør vi det alle. Fra tid til anden. Og i forskellige situationer.

Vi har alle brug for omsorg. Brug for at blive set. Rummet. Elsket. Blive taget os af. UDEN at have bedt om det.

Det føles SÅ godt at blive læst af et menneske der ser, hvad vi har brug for. I dette øjeblik. Og giver os det. Helt uden at stille modkrav.

Det er dybt nærende at modtage.

 

Charlotte Egemar Kaaber, Mentor, Coach

Det er værd at tænke over, at vi bruger mere energi på at være irriteret på et menneske end på at give det menneske dét vi kan mærke, hun har brug for. Og især hvis det ikke kræver noget særligt af os.

Men ofte reagerer vi med hele bagagen, forhistorien og tidligere episoder. Og det er tankerne fra de tidligere hændelser, der gør, at vi ikke vil give et menneske det, dét har behov for.

For vi lægger strategi. Kører pointsystemer. Samler til bunke. Husker. Bærer nag. Tænker hvis ”alle nu kommer og drikker af min sø, så er der jo ikke mere vand til sidst”.

Vi tager ikke stilling fra situation til situation, men ud fra fortidens spøgelser og fremtidens mulige risici.

Hvad giver den strategi os?

Mit bud er; En følelse af separation, hvor vi kunne have følt nærhed og samhørighed.

Fakta er, at alle ikke kommer og drikker af din sø. Og alle vil ikke komme farende og appellere til dig fra morgen til aften. Det er en historie vi fortæller os selv, for ikke at forpligtige os.

Men vi beskytter ikke os selv, når vi holder verden ude i strakt arm. Tværtimod. Vi holder kærligheden ude.

Hvad vil der ske, hvis vi kollektivt i dag beslutter os for at give vores medmennesker det de har brug for, helt rent, uden forpligtigelse og ”du skylder mig”?

Vil det åbne dit hjerte? Mit hjerte? Hjertet på det menneske, der er genstand for vores omsorg?

Jeg tror vi alle får det endnu bedre. Føler os endnu mere elsket, set, rummet, vigtige og værdifulde. Når vi er kærligt fyldt op i vores indre, så kan vi fra overskud give til den næste ordløse appel vi møder på vores vej.

Jeg giver i hvert fald min mor et langt, kærligt og varmt kram næste gang jeg ser, at hun har brug omsorg.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>