Er du bange for at din kæreste ikke kan lide dine børn? VID HVAD DU KAN GØRE VED DET

Da jeg lærte min mand at kende, begyndte jeg at lægge mærke til mine tanker omkring mine drenge og mit forhold til dem. Jeg forsøgte at se os gennem min kærestes øjne. Forstillede mig, hvad han tænkte om os. Og hvad jeg ønskede han skulle tænke om os.

Charlotte Egemar Kaaber

Kunne han se, at jeg var en god mor (eller…)?

Kunne han se, hvor kærlige og sjove mine drenge var (eller….)?

Kunne han se HVOR elskværdige de var (eller….)?

Kunne han se, hvor charmerende de var (eller…)?

Kunne han se, hvor godt opdragede de var (eller….)?

Disse tanker var helt nye for mig. I min samliv med drengenes far hvad jeg aldrig tænkt over, om han kunne lide vores sønner. Det tog jeg som en selvfølge at han kunne. At han elskede dem betingelsesløs ligesom mig selv. Jeg var aldrig i tvivl. Og jeg satte aldrig spørgsmålstegn ved mig selv i min rolle som mor eller ved mine drenges elskværdighed. Men det gjorde jeg nu. Det skræmte mig. Jeg følte mig pludselig ikke længere så skrå-sikker og selvfølgelig i min mor-rolle. Jeg blev også i tvivl om, hvorvidt min drenge var præcis lige så charmerende i mine kærestes øjne, som i mine.

Disse tanker gjorde, at jeg begyndte at gøre underlige ting.

Jeg begyndte at sammenligne mine drenge med min mands børn.

Stepchild Playing in front of stepdad

Jeg begyndte at køre et indre point-system (hvis børn spiste pænest, talte pænest, var kærligst, bedst til at rydde op, ydende mv.)

Jeg begyndte at lægge mærke til hvem der var mest populær hos børnene – min mand eller jeg.

De konkurrencer jeg kørte (som kun jeg selv kendte pointsystemet til) supplerede jeg med at fortælle mine drenge, hvad de skulle sige til min mand og hvornår.

Blended family - divorced family

Jeg kunne eksempelvis finde på at sige til Jonas, at nu skulle han ikke overfalde Jégwan, lige når han kom hjem, men lade ham få et kvarter for sig selv, ellers ville Jégwan bare blive irriteret på ham.  Jeg mindede også Jonas om at huske at sige tak for den dejlige madpakke med det søde æg (dekoreret med en sur og en glad mand på) og at han ikke skulle fortælle Jégwan Så mange detaljer om sin dag, for så ville mandens øre bare falde af.

Sådan forsatte jeg i et væk. Jeg prøvede konstant at være på forkant med det, jeg forventede skulle ske lige om lidt.

Forsøgte at kompensere for noget, jeg mente ville ske. Eller jeg fremhævede mine drenge, når de havde gjort nok godt, som kunne fungere som et helt konkret bevis på, at de VAR elskværdige.

Jeg serverede et tungvejende bevismateriale for min mand: Mine børn er fantastiske, så derfor skal du kunne dem. Den kunne han også. Han var sød til at berolige mig, når jeg var for meget fremme i skoene, men jeg følte mig ikke overbevidst, så jeg fortsatte, indtil den dag hvor vi begge kunne se på Jonas, at han var blevet utryg ved Jégwan. Han skævede nervøst til mig, mens han sagde noget til Jégwan (for lige at afkode mit udtryk).

Jeg var rystet, hvordan kunne det være sket!. Jeg havde jo gjort alt hvad jeg kunne for at hjælpe de to med at nærme sig hinanden….troede jeg.

I stedet var det modsatte ske. Jeg havde med mine evige formaninger (på forkant) gjort Jégwan til noget farligt. En voksen man skulle passe på og være forsigtig med at sige noget til, eller kræve noget af. Jeg havde signaleret til børnene, at de ikke bare kunne reagere spontant i en situation med Jégwan.

Jeg havde fremmedgjort min mand overfor min søn. Det gjorde mig ked af det. Det havde ikke været min intention.

Hvad skulle jeg nu gøre?

Jégwan og jeg fik en lang snak som endte op med følgende ændringer (dem kan du også implementere i dit sammenbragte liv):

  • Jeg skulle holde op med på forkant at fortælle børnene, hvordan de skulle overføre sig overfor min mand. De skulle kunne reagere spontant og Jégwan ville selv sige fra i situationen.
  • Jeg skulle øve mig i at stole på, at han mente det, når han sagde han kunne lide min børn.
  • Min mand skulle huske at rose min drenge, når det var en god anledning (Det gjorde mig godt).
  • Jeg skulle øve mig i at lade min mand selv opdrage (jeg hadede det)  mine børn, når de overskred hans grænser, så vi alle sammen kunne være på matriklen.
  • Jeg skulle øve mig ikke at komme farende gennem huset for at redde mine børn fra min mand, men i stedet stole på, at han ville mine drenge det bedste.
  • Jeg skulle øve mig i at tage konflikterne, når de opstod og IKKE på forkant, selvom jeg troede konflikter var farlige og skulle undgås.

Det tog mig et og et halvt år at finde helt fred og havde det godt med at Jégwan opdragede på mine drenge (og jeg på hans børn), men set i bakspejlet kan jeg godt se, at det for os, var den eneste farbare vej, til et gensidigt respektfuldt familieliv, hvor alle kan reagere frit og naturligt, når en situation opstår.

Hvordan har det været/eller er det for dig? Er du også bange for om din kæreste kan lide dine børn?

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>