Posts

Får du gjort det du vil i dit familieliv? Er du i en HANDLINGS-SPIRAL eller i en UGIDELIGHEDS-SPIRAL?

De fleste af os ved godt, inderst inde, hvad der er godt for os. Hvad der skal til, for at vi har det optimalt indenfor alle vores livsområder

Fusion Family Mentor - Charlotte Egemar Kaaber

Vi ved godt, hvad og hvordan vi skal spise.
Vi ved godt, hvordan vi skal træne.
Vi ved godt, om det arbejde vi har er nærende for os, eller blot en kilde til en fast indtægt, så vi kan ”overleve”.
Vi ved godt, om det parforhold vi er i, gør os til mere af den vi er eller mindre.
Vi ved godt, om de venskaber vi har løfter os eller dræner os.
Vi ved godt, om det sted vi bor nærer os eller dræner os.
Vi ved godt, om vi er tilfredse med måden vi udfylder de roller vi har; som forælder, kæreste, veninde, stedmor, datter eller søster.
Vi ved godt, om vi vælger at lære af de livssituationer vi oplever eller vi vælger at lade os vælte eller gøre andre forkert.

Vi har alle de svar vi behøver. Vi HAR overblikket. Kender de ”indsats-områder”, der har brug for et eftersyn og en justering. Men vi får ikke gjort noget ved det. Dagene går. I morgen gør jeg det. På mandag gør jeg det. Næste år SÅ gør jeg det.

Når vi så gør noget, er det ofte alt eller intet. Vi holder et par måneder. Så er vi tilbage. I en forrygende HANDLINGSPIRAL eller i en massiv UGIDELIGHEDS-SPIRAL

DSC_0332


HVORFOR? Jeg tror det bunder i flere ting:

  • Det ønskede resultat. Vores ”HVORFOR” (skal jeg gøre noget ved det) er ikke motiverende nok eller defineret af noget udenfor os selv. Samfundet. Traditioner. Familien. Normer. Bør og skulle.
  • Vi er blevet følelses-afhængige. Det velkendte er trygt for os, OGSÅ selvom det er dårligt og nedbrydende for os. Vi er ikke vant til at have det godt på alle livs-områder. Vi er trygge i vores mellemtilfredshed. For den taler vi med vennerne om. Vi finder et fællesskab i det, der er hårdt og urimeligt.
  • Vi har ikke lyst til at tage ansvar for vores liv, fordi vi ikke kan overskue konsekvenserne. Vi prøver nemlig at regne ud, hvor vi ender, HVIS vi gør noget ved tingene. Det overvælder os og gør os handlingslammet, så vi bliver, hvor vi er. Og må dulme for at kunne holde det ud.
  • Er du overhovedet VÆRDIG til Det Gode Liv? Er det ok, at sådan en som dig har det godt, eller passer det ikke med den historie du har lavet om, hvad du kan skabe i dette liv? De historier vi fortæller om os selv har stor betydning for, hvad vi forestiller os vi kan udrette (og er værdig til) af stort og småt i vores liv. Er DIN livshistorie støttende eller drænende?
  • Måske tænker du; Det er ikke for mig at have det godt. Der er sket SÅ meget dårligt i mit liv, at jeg ikke længere tror på, at der er noget godt på vej til mig! Jeg har givet op. Prøver bare at overleve, så godt som jeg kan. Til dig vil jeg sige; Du kan IKKE være KRAFTFULD og et OFFER Du er nødt til at vælge. Du får ALTID valget mellem at gå ned med din livssituation eller komme styrket igennem – med et åbent eller et lukket hjerte. Vid at kærlighed i virkeligheden er det eneste der er. ALT andet er egoets frygt der taler. Vi vælger om vi lytter. Selvom det er ubevidst.
  • Måske prøver du at forstille dig, HVEM du vil være, hvis du tager 100% ansvar for, at dine livsområder spiller optimalt? Svaret kan virke skræmmende på mange af os. Hvem eller hvad må du sige FARVEL til, hvis du kræver det bedste for dig i dit liv? Hvad skal du stille op til af modstand fra andre, hvis du gjorde noget ved det? Hvilke konsekvenser ville det få for dig? Svaret virker uoverskueligt, så vi bliver hvor vi er.
  • Måske er din virkelighed, at du overhovedet IKKE kender nogen, som ikke ”støjer” eller har ”drama” et eller andet sted i deres liv. Hvem skal du overhovedet tale med og om hvad, hvis brok eller drama er ude af spillet? Bliver du ensom? Hvem kan du tale med om dine ønsker og manifestationer, når du nu GÅR vejen og skaber det for dig bedste liv?Charlotte Egemar Kaaber Family Mentor

Jeg var til begravelse i sidste uge. En skøn, elskelig grand-kusine. 46 år gammel. Med tre mindre børn. Pludselig blev hun fjernet fra denne jord. Uventet og pludseligt.

Det gjorde dybt indtryk på mig.

Jeg tror altid, jeg har i morgen. Eller på mandag. Eller næste år. Men jeg ved det i realiteten ikke. Jeg forstiller mig, hvordan min grandkusine ligger i kisten og kigger tilbage på sit liv.

Hendes elskede. Hendes fodspor. Hendes bidrag til verden. Til andre mennesker. Lå hun og var stolt og lykkelig over det liv hun havde skabt? Jeg håber hun så, hvor mange mennesker, der var kommet for at sige tak og farvel. Hun var elsket. Af så mange. Hun havde spillet sin livsrolle så utroligt smukt.

Intet kan som døden sætte gang i refleksioner over livet.

Jeg så på mit eget liv. Er JEG glad og stolt? I dag? Lige nu? Selvom jeg håber på et i morgen. Og på endnu en mandag. Og et næste år. Er der noget, jeg gerne vil ændre på?

Svaret er, JA, der ER noget, jeg gerne vil gøre noget ved. I respekt for mig selv. Og for at støtte mig selv i den ”udgave” jeg ønsker at være. Så nu går jeg skridtene.

Et lille skridt ad gangen.

Det behøver ikke at være store, uoverskuelige skridt jeg tager, men små kærlige skridt i den retning, der nærer mig og hvor jeg er stolt af mig selv.

Hvilket lillebitte skridt kan DU tage allerede i dag, som dit fremtidige selv vil takke dig for? Og igen i morgen?

Fusion Family Mentor - Charlotte Egemar Kaaber

 

Lad os række efter stjernerne.
Lad os inspirere hinanden til at vende ugidelighedsspiralen til en kærlig og nærende handlingsspiral, så vi ikke lader os nøje.
Lad os tale løsninger i stedet for problemer.
Lad os stræbe efter at skabe harmoniske fusionsfamilier istedet for disharmoniske (ved at gøre det der skal til)
Lad os tale muligheder i stedet for begrænsninger.
Lad os omskrive en hæmmende livshistorie til at støtte os.
Lad os åbne vores hjerte igen og igen, SELVOM livet udfordrer os.

Lad os presse så meget livsglæde og kærlighed ud af dette liv, som vi kan.

Det gælder også kærligheden til os selv.

Lad os bruge døden som et minde om at Fejre Livet. Hver dag.

Kærligst,

Charlotte

Jeg følte mig som en TIKKENDE BOMBE i min SAMMENBRAGTE FAMILIE.

(Mit bidrag til Stedmordanmark.dk)

‘At leve en sammenbragt familie er som at deltage i en workshop om personlig udvikling. De har bare glemt at give dig kaffepauserne.’

Sådan plejer jeg at svare de kvinder, der spørger mig om forventningerne til stedmor rollen; Du kan vælge at starte din egen forretning eller flytte sammen med en kæreste, der har børn. Nogen af os vælger begge. Det gjorde jeg.

_DSC3210WEB

Allerede da vi flyttede sammen for 12 år siden, begyndte jeg at fornemme, hvad der ventede mig.

Det begyndte som en tiltagende indre uro, hvor jeg gradvis følte mig mere og mere utryg i mit eget hjem. Og i min egen krop. Jeg var i konstant alarmberedskab 24/7. Klar til kamp? Klar til at flygte? Klar til at forsvare mig? Måske alle tre? Jeg ved det faktisk ikke. Jeg ved, jeg følte mig som en tikkende bombe.

Mine antenner var konstant ude og lede efter tegn på ting, der kunne bruges mod mig.

Kun når jeg sov kunne jeg slippe for den drænende følelse af forkerthed, der lurede under overfladen, hver gang jeg var i kontakt med min mands børn.

Jeg var bange for dem, men det kunne jeg jo ikke sige til nogen. Det var pinligt. Jeg var den voksne og de var “bare” børn. Hvor svært kan det være! Svært. Meget svært. I hvert fald for mig.

For at dække over min forkerthed gik jeg i knokle-mode. Det er min løsning, når jeg ikke kan holde mine følelser ud. Så handler jeg. Meget. Og længe.

Jeg gjorde alle de rigtige ting. Hvis du kiggede på mig udefra, så ydede jeg en indsats, der var en Oscar værdig.

Fusion Family Mentor in Rome

Jeg stillede interesserede spørgsmål, bagte, smurte madpakker, og lavede livretter. Til og med mine stedbørn. Jeg smilede, gjorde det jeg anså som rigtigt og vigtigt………..men indvendig, der var jeg fuldstændig i opløsning.

Jeg valgte samme strategi med mit arbejde. Der knoklede jeg også som en gal. Jeg lammede mig selv så meget, at jeg ikke længere var i stand til at mærke noget som helst – andet end en massiv vrede. Mod min familie og mod verden.

Jeg kunne simpelthen ikke holde “dem” ud.

Jeg følte, at de havde rottet sig sammen mod mig ved at opføre sig og forvalte deres liv på en særlig måde, KUN for at genere mig.

Jeg havde mistet mig selv fuldstændig.

Fusion Family Mentor in Rome

Jeg levede i 100 % reaktion på, hvad der skete i min omverden. Jeg mærkede konstant efter over i mine stedbørn. Udtænkte listige konspirationsteorier om, hvordan virkeligheden var. Vidste præcis, hvad det foregik over i deres hoveder. Jeg kunne regne alt ud! Mig skulle igen tage røven på.

Sandheden var, at min mands børns børn hvilede meget mere i sig selv, end jeg gjorde. Det gjorde mig utryg. Det kunne jeg slet ikke stille op til. Så i stedet for at sige til og fra, når det var på sin plads, så lavede jeg ”snigeren”, enten ved at irettesætte mine egne drenge. Og håbe på det smittede af på mine stedbørn. Eller også kunne jeg ose så meget i min energi, i et håb om, at de selv kunne regne ud, hvad de skulle korrigere.

Hvis jeg blev konfronteret med, at jeg osede, så nægtede jeg. Pure! Sagde til min mand, at det var indbildning. At jeg var glad og trivedes.

Den købte han ikke!

Han var vred, sagde til mig, at jeg ødelagde stemningen i vores hjem ved ikke at sige det, der skulle siges. Til tiden.

Han bebrejdede mig, at jeg ikke tog følelsesmæssigt lederskab overfor børnene. At børnene ville vende tingene ind af og gøre sig selv forkerte, når jeg ikke ville stille op til den jeg var. På godt og ondt.

En dag var der hul igennem til mig.

Pludselig kunne jeg mærke, at det han sagde var sandt. Jeg havde mistet mig selv. Fuldstændigt. Og jeg havde vendt det mod børnene. Mod min familie. Gjort min mistrivsel til deres ansvar.

Jeg havde brugt alt min energi på kigge ud på dem i stedet for indad.

Den dag fra 10 år siden begyndte min rejse hjem til mig selv. Og den dag i dag er den ikke slut endnu. Der er mere min familie kan lære mig. Om nærhed. Om samhørighed.

Undervejs valgte jeg at dele alle mine erfaringer. Gode som dårlige. I håbet om at hjælpe andre familier på plads. Nemmere og hurtigere. Og langt mindre smertefuldt. Sådan blev min bog Fusionsfamilien – Vejen til succeser i din sammenbragte familier til. Og mine Online forløb. Nu er jeg mentor for andre stedmødre og sammenbragte familier.

Hjælp til Den Sammenbragte Familie

For hånden på hjertet. Det handler ikke om børnene, selvom det umiddelbart ser sådan nu. Det handler om dig, din bagage og dine grænser.

Tro mig på mine ord. Når du kommer ud på den anden side, så har du fundet ind til en ro og en dyb forståelse af dig selv, dine følelser og reaktioner.

Du har fået en styrke, du ikke troede mulig. Og det hele starter med villighed. At du er villig til at se på dig selv og tage hånd om det, der dukker op.

Villighed…….er dit første vigtige skridt. Vil du med mig på rejsen?

Kærligst,

Charlotte

———————————————

PS. Hvis du vil have hjælp til at blive komfortabel i rollen som stedmor, så kan mit 4 ugers online forløb være lige noget for dig. Læs om det her.

PPS. Er du udfordret af at stille op til dig selv og sætte grænser OG kommunikerer Kort, Klart og Kærligt HVORDAN du ønsker tingene, så glæd dig til mit kursus d. 8. november. (Kommer snart på hjemmesiden)