Hvordan REAGERER du, når folk INDIREKTE og UDEN ord appellerer til dig?

Hvordan vil vores verden se ud, hvis vi gav vores medmennesker det, de har brug for, når vi møder dem?

Hvordan vil min mor få det, hvis jeg giver hende den omsorg hun har brug for, når hun holder sig på maven og med svag stemme siger hej, når hun lukker mig ind?

Charlotte Egemar Kaaber

Hvad vil der ske, hvis jeg står ved, at jeg har set hun har det skidt? Hvis jeg holder op med at ignorere hendes ordløse behov for omsorg. Der virker ”for meget”, ”for overdrevent” ”for tit” og ”for svagt” på mig?.

Hvordan vil hun få det? Hvordan vil jeg få det?

Ordløse appeller tager min energi, fordi jeg genspiller scenen igen og igen. Analyserer den forfra og bagfra. Har brug for at fortælle om den. Få accept og forståelse for mine følelser. Sikre mig, at jeg ikke er den, der er forkert.

Det er som om jeg tror, at jeg ændrer virkeligheden, hvis jeg bliver i min modstand længe nok. Lider længe nok.

Jeg fungerer bedst med direkte tale; Jeg har brug for a, b, c. Dét fungerer for mig. Dét forstår jeg. Det respekterer jeg og det giver mig lyst til at imødekomme behovet.

Men sådan fungerer verden ikke. I hvert fald ikke min verden. I min verden appellerer vi alle til hinanden. Ordløst. Også jeg. Selv om vi ikke vil stå ved det. Så gør vi det alle. Fra tid til anden. Og i forskellige situationer.

Vi har alle brug for omsorg. Brug for at blive set. Rummet. Elsket. Blive taget os af. UDEN at have bedt om det.

Det føles SÅ godt at blive læst af et menneske der ser, hvad vi har brug for. I dette øjeblik. Og giver os det. Helt uden at stille modkrav.

Det er dybt nærende at modtage.

 

Charlotte Egemar Kaaber, Mentor, Coach

Det er værd at tænke over, at vi bruger mere energi på at være irriteret på et menneske end på at give det menneske dét vi kan mærke, hun har brug for. Og især hvis det ikke kræver noget særligt af os.

Men ofte reagerer vi med hele bagagen, forhistorien og tidligere episoder. Og det er tankerne fra de tidligere hændelser, der gør, at vi ikke vil give et menneske det, dét har behov for.

For vi lægger strategi. Kører pointsystemer. Samler til bunke. Husker. Bærer nag. Tænker hvis ”alle nu kommer og drikker af min sø, så er der jo ikke mere vand til sidst”.

Vi tager ikke stilling fra situation til situation, men ud fra fortidens spøgelser og fremtidens mulige risici.

Hvad giver den strategi os?

Mit bud er; En følelse af separation, hvor vi kunne have følt nærhed og samhørighed.

Fakta er, at alle ikke kommer og drikker af din sø. Og alle vil ikke komme farende og appellere til dig fra morgen til aften. Det er en historie vi fortæller os selv, for ikke at forpligtige os.

Men vi beskytter ikke os selv, når vi holder verden ude i strakt arm. Tværtimod. Vi holder kærligheden ude.

Hvad vil der ske, hvis vi kollektivt i dag beslutter os for at give vores medmennesker det de har brug for, helt rent, uden forpligtigelse og ”du skylder mig”?

Vil det åbne dit hjerte? Mit hjerte? Hjertet på det menneske, der er genstand for vores omsorg?

Jeg tror vi alle får det endnu bedre. Føler os endnu mere elsket, set, rummet, vigtige og værdifulde. Når vi er kærligt fyldt op i vores indre, så kan vi fra overskud give til den næste ordløse appel vi møder på vores vej.

Jeg giver i hvert fald min mor et langt, kærligt og varmt kram næste gang jeg ser, at hun har brug omsorg.

Når Angsten For at Miste Kærlighed Gør Os Grænseløse

Vi får ikke sagt fra. I øjeblikket. Selvom vi mærker, at det burde vi gøre. Vi lader det passere. Selv om oplevelsen bider sig fast, så tillader vi den, uden at stille op for os selv.

Vi bagatelliserer den, som ”det er ikke noget” ,”det er ikke så vigtigt”, ”det er lige meget”, ”hun får ret og jeg får fred”. Vi lyver om episodens betydning. Overfor os selv.

Måske oplever du det overfor din mor? Overfor dine børn? Din veninde? Din kæreste? Følelsen er den samme, selvom kilden er en anden.

2015-06-13 10.44.37

Særlige mennesker i vort liv kan vi have svært ved at sige fra overfor. Vi er bange for deres reaktion. For at de skal trække sig fra os. Skubbe os væk. Og lukke ned for deres kærlighed.

Vi smiler og fortsætter, selvom den konflikt vi ikke tør tage i det ydre, nu i stedet er startet i det indre.

Det bliver utrygt for alle involverede, når vi ikke kan regne med de svar vi får og giver. Der skal være kongruens mellem det vi tænker, føler og siger, hvis det skal føles godt.

For energien bag taler altid højere end sagte ord.


DET ER OK AT TAGE HÅND OM EGNE BEHOV OG SIGE FRA
Vores historie om, at vi ikke vil skuffe vores mor eller børn er ikke sand. De skal godt klare vores svar. Det handler om os.

Vi kan ikke håndtere de følelser der opstår indeni os, når vi er vidne til andres reaktion på vores svar.

Derfor vil vi ofte hellere underminere os selv og vores egne grænser, end vi vil stille op til andres.

 

2015-01-31 06.37.00

Når du finder dig i ting eller går med til noget, der ikke er ok for dig, så taler din subtile energi højere end selve handlingen. Din mor mærker det. Dine børn mærker det.

Hver i sær konkluderer de noget om dig eller om sig selv. Uanset hvad de konkluderer, kommer det imellem jer.

Det er det ikke fordrende for et tæt, ærligt og kærligt forhold.

Create a marriage that makes  your children want to get married

Derfor skal vi øve os i at stille ærligt op til os selv og sige fra på en Kort, Klar og Kærlig måde.

Uden at gøre andre forkerte.
Uden at forsvare eller forklare os.
Uden at ville (forsøge) at kontrollere andres reaktion, så den stemmer overens med vores forventninger.

Det er nemlig her den virkelige udfordring er; Vi bruger SÅ meget (spildt) energi på at undre os over andre menneskers opførsel og reaktion, når det eneste interessante spørgsmål i virkeligheden er: Hvad gør andres reaktion ved mig? Hvad får den mig til at føle? Hvordan spejler det der sker mig?

Det er dybt healende at bruge vores relationer på den måde.

———————————

Hvis du er udfordret på din evne til kommunikere Kort, Klart og Kærligt, så er mit kursus: Sig Hvad Du Mener, Mén Hvad Du Siger, måske noget for dig. Du kan læse om det her.

Får du gjort det du vil i dit familieliv? Er du i en HANDLINGS-SPIRAL eller i en UGIDELIGHEDS-SPIRAL?

De fleste af os ved godt, inderst inde, hvad der er godt for os. Hvad der skal til, for at vi har det optimalt indenfor alle vores livsområder

Fusion Family Mentor - Charlotte Egemar Kaaber

Vi ved godt, hvad og hvordan vi skal spise.
Vi ved godt, hvordan vi skal træne.
Vi ved godt, om det arbejde vi har er nærende for os, eller blot en kilde til en fast indtægt, så vi kan ”overleve”.
Vi ved godt, om det parforhold vi er i, gør os til mere af den vi er eller mindre.
Vi ved godt, om de venskaber vi har løfter os eller dræner os.
Vi ved godt, om det sted vi bor nærer os eller dræner os.
Vi ved godt, om vi er tilfredse med måden vi udfylder de roller vi har; som forælder, kæreste, veninde, stedmor, datter eller søster.
Vi ved godt, om vi vælger at lære af de livssituationer vi oplever eller vi vælger at lade os vælte eller gøre andre forkert.

Vi har alle de svar vi behøver. Vi HAR overblikket. Kender de ”indsats-områder”, der har brug for et eftersyn og en justering. Men vi får ikke gjort noget ved det. Dagene går. I morgen gør jeg det. På mandag gør jeg det. Næste år SÅ gør jeg det.

Når vi så gør noget, er det ofte alt eller intet. Vi holder et par måneder. Så er vi tilbage. I en forrygende HANDLINGSPIRAL eller i en massiv UGIDELIGHEDS-SPIRAL

DSC_0332


HVORFOR? Jeg tror det bunder i flere ting:

  • Det ønskede resultat. Vores ”HVORFOR” (skal jeg gøre noget ved det) er ikke motiverende nok eller defineret af noget udenfor os selv. Samfundet. Traditioner. Familien. Normer. Bør og skulle.
  • Vi er blevet følelses-afhængige. Det velkendte er trygt for os, OGSÅ selvom det er dårligt og nedbrydende for os. Vi er ikke vant til at have det godt på alle livs-områder. Vi er trygge i vores mellemtilfredshed. For den taler vi med vennerne om. Vi finder et fællesskab i det, der er hårdt og urimeligt.
  • Vi har ikke lyst til at tage ansvar for vores liv, fordi vi ikke kan overskue konsekvenserne. Vi prøver nemlig at regne ud, hvor vi ender, HVIS vi gør noget ved tingene. Det overvælder os og gør os handlingslammet, så vi bliver, hvor vi er. Og må dulme for at kunne holde det ud.
  • Er du overhovedet VÆRDIG til Det Gode Liv? Er det ok, at sådan en som dig har det godt, eller passer det ikke med den historie du har lavet om, hvad du kan skabe i dette liv? De historier vi fortæller om os selv har stor betydning for, hvad vi forestiller os vi kan udrette (og er værdig til) af stort og småt i vores liv. Er DIN livshistorie støttende eller drænende?
  • Måske tænker du; Det er ikke for mig at have det godt. Der er sket SÅ meget dårligt i mit liv, at jeg ikke længere tror på, at der er noget godt på vej til mig! Jeg har givet op. Prøver bare at overleve, så godt som jeg kan. Til dig vil jeg sige; Du kan IKKE være KRAFTFULD og et OFFER Du er nødt til at vælge. Du får ALTID valget mellem at gå ned med din livssituation eller komme styrket igennem – med et åbent eller et lukket hjerte. Vid at kærlighed i virkeligheden er det eneste der er. ALT andet er egoets frygt der taler. Vi vælger om vi lytter. Selvom det er ubevidst.
  • Måske prøver du at forstille dig, HVEM du vil være, hvis du tager 100% ansvar for, at dine livsområder spiller optimalt? Svaret kan virke skræmmende på mange af os. Hvem eller hvad må du sige FARVEL til, hvis du kræver det bedste for dig i dit liv? Hvad skal du stille op til af modstand fra andre, hvis du gjorde noget ved det? Hvilke konsekvenser ville det få for dig? Svaret virker uoverskueligt, så vi bliver hvor vi er.
  • Måske er din virkelighed, at du overhovedet IKKE kender nogen, som ikke ”støjer” eller har ”drama” et eller andet sted i deres liv. Hvem skal du overhovedet tale med og om hvad, hvis brok eller drama er ude af spillet? Bliver du ensom? Hvem kan du tale med om dine ønsker og manifestationer, når du nu GÅR vejen og skaber det for dig bedste liv?Charlotte Egemar Kaaber Family Mentor

Jeg var til begravelse i sidste uge. En skøn, elskelig grand-kusine. 46 år gammel. Med tre mindre børn. Pludselig blev hun fjernet fra denne jord. Uventet og pludseligt.

Det gjorde dybt indtryk på mig.

Jeg tror altid, jeg har i morgen. Eller på mandag. Eller næste år. Men jeg ved det i realiteten ikke. Jeg forstiller mig, hvordan min grandkusine ligger i kisten og kigger tilbage på sit liv.

Hendes elskede. Hendes fodspor. Hendes bidrag til verden. Til andre mennesker. Lå hun og var stolt og lykkelig over det liv hun havde skabt? Jeg håber hun så, hvor mange mennesker, der var kommet for at sige tak og farvel. Hun var elsket. Af så mange. Hun havde spillet sin livsrolle så utroligt smukt.

Intet kan som døden sætte gang i refleksioner over livet.

Jeg så på mit eget liv. Er JEG glad og stolt? I dag? Lige nu? Selvom jeg håber på et i morgen. Og på endnu en mandag. Og et næste år. Er der noget, jeg gerne vil ændre på?

Svaret er, JA, der ER noget, jeg gerne vil gøre noget ved. I respekt for mig selv. Og for at støtte mig selv i den ”udgave” jeg ønsker at være. Så nu går jeg skridtene.

Et lille skridt ad gangen.

Det behøver ikke at være store, uoverskuelige skridt jeg tager, men små kærlige skridt i den retning, der nærer mig og hvor jeg er stolt af mig selv.

Hvilket lillebitte skridt kan DU tage allerede i dag, som dit fremtidige selv vil takke dig for? Og igen i morgen?

Fusion Family Mentor - Charlotte Egemar Kaaber

 

Lad os række efter stjernerne.
Lad os inspirere hinanden til at vende ugidelighedsspiralen til en kærlig og nærende handlingsspiral, så vi ikke lader os nøje.
Lad os tale løsninger i stedet for problemer.
Lad os stræbe efter at skabe harmoniske fusionsfamilier istedet for disharmoniske (ved at gøre det der skal til)
Lad os tale muligheder i stedet for begrænsninger.
Lad os omskrive en hæmmende livshistorie til at støtte os.
Lad os åbne vores hjerte igen og igen, SELVOM livet udfordrer os.

Lad os presse så meget livsglæde og kærlighed ud af dette liv, som vi kan.

Det gælder også kærligheden til os selv.

Lad os bruge døden som et minde om at Fejre Livet. Hver dag.

Kærligst,

Charlotte

Jeg følte mig som en TIKKENDE BOMBE i min SAMMENBRAGTE FAMILIE.

(Mit bidrag til Stedmordanmark.dk)

‘At leve en sammenbragt familie er som at deltage i en workshop om personlig udvikling. De har bare glemt at give dig kaffepauserne.’

Sådan plejer jeg at svare de kvinder, der spørger mig om forventningerne til stedmor rollen; Du kan vælge at starte din egen forretning eller flytte sammen med en kæreste, der har børn. Nogen af os vælger begge. Det gjorde jeg.

_DSC3210WEB

Allerede da vi flyttede sammen for 12 år siden, begyndte jeg at fornemme, hvad der ventede mig.

Det begyndte som en tiltagende indre uro, hvor jeg gradvis følte mig mere og mere utryg i mit eget hjem. Og i min egen krop. Jeg var i konstant alarmberedskab 24/7. Klar til kamp? Klar til at flygte? Klar til at forsvare mig? Måske alle tre? Jeg ved det faktisk ikke. Jeg ved, jeg følte mig som en tikkende bombe.

Mine antenner var konstant ude og lede efter tegn på ting, der kunne bruges mod mig.

Kun når jeg sov kunne jeg slippe for den drænende følelse af forkerthed, der lurede under overfladen, hver gang jeg var i kontakt med min mands børn.

Jeg var bange for dem, men det kunne jeg jo ikke sige til nogen. Det var pinligt. Jeg var den voksne og de var “bare” børn. Hvor svært kan det være! Svært. Meget svært. I hvert fald for mig.

For at dække over min forkerthed gik jeg i knokle-mode. Det er min løsning, når jeg ikke kan holde mine følelser ud. Så handler jeg. Meget. Og længe.

Jeg gjorde alle de rigtige ting. Hvis du kiggede på mig udefra, så ydede jeg en indsats, der var en Oscar værdig.

Fusion Family Mentor in Rome

Jeg stillede interesserede spørgsmål, bagte, smurte madpakker, og lavede livretter. Til og med mine stedbørn. Jeg smilede, gjorde det jeg anså som rigtigt og vigtigt………..men indvendig, der var jeg fuldstændig i opløsning.

Jeg valgte samme strategi med mit arbejde. Der knoklede jeg også som en gal. Jeg lammede mig selv så meget, at jeg ikke længere var i stand til at mærke noget som helst – andet end en massiv vrede. Mod min familie og mod verden.

Jeg kunne simpelthen ikke holde “dem” ud.

Jeg følte, at de havde rottet sig sammen mod mig ved at opføre sig og forvalte deres liv på en særlig måde, KUN for at genere mig.

Jeg havde mistet mig selv fuldstændig.

Fusion Family Mentor in Rome

Jeg levede i 100 % reaktion på, hvad der skete i min omverden. Jeg mærkede konstant efter over i mine stedbørn. Udtænkte listige konspirationsteorier om, hvordan virkeligheden var. Vidste præcis, hvad det foregik over i deres hoveder. Jeg kunne regne alt ud! Mig skulle igen tage røven på.

Sandheden var, at min mands børns børn hvilede meget mere i sig selv, end jeg gjorde. Det gjorde mig utryg. Det kunne jeg slet ikke stille op til. Så i stedet for at sige til og fra, når det var på sin plads, så lavede jeg ”snigeren”, enten ved at irettesætte mine egne drenge. Og håbe på det smittede af på mine stedbørn. Eller også kunne jeg ose så meget i min energi, i et håb om, at de selv kunne regne ud, hvad de skulle korrigere.

Hvis jeg blev konfronteret med, at jeg osede, så nægtede jeg. Pure! Sagde til min mand, at det var indbildning. At jeg var glad og trivedes.

Den købte han ikke!

Han var vred, sagde til mig, at jeg ødelagde stemningen i vores hjem ved ikke at sige det, der skulle siges. Til tiden.

Han bebrejdede mig, at jeg ikke tog følelsesmæssigt lederskab overfor børnene. At børnene ville vende tingene ind af og gøre sig selv forkerte, når jeg ikke ville stille op til den jeg var. På godt og ondt.

En dag var der hul igennem til mig.

Pludselig kunne jeg mærke, at det han sagde var sandt. Jeg havde mistet mig selv. Fuldstændigt. Og jeg havde vendt det mod børnene. Mod min familie. Gjort min mistrivsel til deres ansvar.

Jeg havde brugt alt min energi på kigge ud på dem i stedet for indad.

Den dag fra 10 år siden begyndte min rejse hjem til mig selv. Og den dag i dag er den ikke slut endnu. Der er mere min familie kan lære mig. Om nærhed. Om samhørighed.

Undervejs valgte jeg at dele alle mine erfaringer. Gode som dårlige. I håbet om at hjælpe andre familier på plads. Nemmere og hurtigere. Og langt mindre smertefuldt. Sådan blev min bog Fusionsfamilien – Vejen til succeser i din sammenbragte familier til. Og mine Online forløb. Nu er jeg mentor for andre stedmødre og sammenbragte familier.

Hjælp til Den Sammenbragte Familie

For hånden på hjertet. Det handler ikke om børnene, selvom det umiddelbart ser sådan nu. Det handler om dig, din bagage og dine grænser.

Tro mig på mine ord. Når du kommer ud på den anden side, så har du fundet ind til en ro og en dyb forståelse af dig selv, dine følelser og reaktioner.

Du har fået en styrke, du ikke troede mulig. Og det hele starter med villighed. At du er villig til at se på dig selv og tage hånd om det, der dukker op.

Villighed…….er dit første vigtige skridt. Vil du med mig på rejsen?

Kærligst,

Charlotte

———————————————

PS. Hvis du vil have hjælp til at blive komfortabel i rollen som stedmor, så kan mit 4 ugers online forløb være lige noget for dig. Læs om det her.

PPS. Er du udfordret af at stille op til dig selv og sætte grænser OG kommunikerer Kort, Klart og Kærligt HVORDAN du ønsker tingene, så glæd dig til mit kursus d. 8. november. (Kommer snart på hjemmesiden)

Går DISKUSSIONERNE med din kæreste i HÅRDKNUDE? Forstå HVORFOR og HVAD du kan gøre ved det.

HVAD VIL DER SKE, HVIS JEG AFBRYDER EN DISKUSSION DU OG DIN MAND HAR GANG I OG SPØRGER DIG: ”HVAD SAGDE DIN MAND LIGE FØR?” ELLER JEG SPØRGER HAM, HVAD DU LIGE HAR SAGT.

Højst sandsynligt vil I begge svare, at det ved I ikke. I hørte ikke efter, for I er begge optaget af det næste argument. I fører en monolog, hvor I begge lader som om I er optaget af Den Ting, der fik bægret til at flyde over.

Diskussionen flytter ikke noget. For ingen af jer lytter. I er kun optaget af at få ret. Hver i sær. En anklager. En forsvarer. Rollerne skifter. Vi kører i ring. Om og om igen.

Charlotte Egemar Kaaber

Vi flytter INTET, hverken FOR hinanden eller MED HINANDEN. Og vi vokser IKKE som mennesker. Men vi lader som om vi kæmper for parforholdets bedste. Og retfærdighed til os selv. På millimeter demokratiets vegne og efter komplicerede pointsystemer, som kun du (og jeg J) kender i detaljen.

Langt inde bag Den Ting, der fik det hele til at kulminere ligger sandheden gemt. Kimen til vores smerte. Den egentlig årsag til diskussionen: Der er et behov vi ikke har fået opfyldt, som vi nu projicerer over på vores partner.

Vi gør det (næsten) alle sammen. Jeg gør det. Min mand gør. Vi fik ikke kommunikeret vores behov KÆRLIGT, KLART og KORT. Tidligere. Før diskussionen.

Lad os stoppe op og reflekterer over, hvad det egentligt handler om. Inderst inde. For det handler aldrig om selve vasketøjet. Vasketøjet er kun et symptom.

Men hvorfor er det så svært for os at kommunikere klar og ærligt, HVAD vi gerne vil have og HVORDAN vi vil have det? Og UDEN vores alenlange forklaringer, som ingen omkring os orker at høre på (heller ikke os selv).

Fordi vi ikke vil stille op for os selv. Tage lederskab. Så derfor gemmer vi os. Pakker ting ind. Konfliktsky. Anklagende. Indirekte. Eller vi siger: At det kan vores partner sgu da selv regne ud….det skal jeg da vel ikke sige…..(fyld selv ind).

Grunden er, at vi ikke vil ses.  Vi tør ikke stille op til den vi virkelig er. Inderst inde. Derinde hvor der ikke altid er perfekt og poleret. Vi er bange for at kigge ind. For vi tror, at den del af os er uelskelig. Og ikke tåler dagens lys.

Det der er så vildt er, at dét vi forsøger at dække over, det har vores partner (og omverden) allerede opdaget om os. De ved det godt! De mærker det allerede i vores energi! Vi kan ikke skjule ting. For energien bag taler altid højere end vores ord.

Derfor er der i virkeligheden INTET vi kan blive ”afsløret” i at føle eller være. Det er en løgnhistorie. En ego-strategi.

Derfor kan vi trygt øve os i at sige til vores partner (og andre relationer), hvad vi ønsker og hvordan vi ønsker tingene. Kærligt, klart og kort. Helt uden ForklarMigRøv!

Mod til at stille op til mig selv

Og når vi nu alligevel er i gang, så lad os også beslutte at SIGE OP fra vores dysfunktionelle kommunikationsmønstre i:

  • rollen som Offer (hvor er det synd for mig…),
  • rollen som Martyr (her går jeg og gør..…)
  • brugen af Skyld og Skam (..tænk at han vil være det bekendt med alt det jeg har…..)
  • at bruge Magt (….jeg støjer indtil jeg får ret….)
  • altid at Ville Have Ret (…jeg kæmper som afhæng mit liv af det….)

Og i stedet lade det være vores fælles mål at kommunikere KÆRLIGT, KLAR OG KORT i vores relationer. De vil elske dig for det. :-)

 

 

Vi tror på KÆRLIGHEDEN. Vi finder sammen. Vi går fra hinanden. Men vi går stadig efter KÆRLIGHEDEN.

Jeg elsker, at så mange par tør gå efter kærligheden endnu en gang. Selv om de har børn. Og selvom det gik galt første gang. Jeg bliver så glad hver gang jeg møder mennesker, der prøver igen. Og igen. De tror på kærligheden. Kæmper for kærligheden. For kærlighed gør os godt. Når den er ren og betingelsesløs.

Jeg ser nyforelskede par. Og par der er tæt på at opgive deres forhold, fordi det er for kompliceret og smertefuldt. Smerten er blevet større end glæden.

Min uge er et typisk eksempel på livets kontraster. Den ene dag besøger jeg et nyforelsket par, der gerne vil godt fra start med deres nye fusionsfamilie. De ser kærligt og blidt på hinanden. Har plads til hinanden. Lytter. Holder i hånd.

Jeg nyder det jeg ser. Bliver blød om hjertet og deler dét, jeg mener er nødvendigt for at skabe samhørighed i deres familie.

Samhørighed i sammenbragte familier

Senere på ugen møder jeg par, der er ved at gå fra hinanden. Hvor bebrejdelser og forsvarsmekanismerne er fuldt aktiveret. Ingen lytter. Ingen forstår. Kommunikationen er nedbrydende. Energien uforsonlig.

Begge lider. Begge er i deres følelsers vold. Begge undres over den andens manglende evne til at forstå, tage lederskab og kommunikere klart. Men der ér en sprække.

De véd det kan være anderledes. De sidder bare fast. I de destruktive mønstre de har udviklet med hinanden. De har ringet efter mig. Jeg kan mærke kærligheden mellem dem. Det magiske de har at give til hinanden.

De kan ikke selv mærke det. Lige nu. For smerten fylder. Det hele. Jeg lytter. Lytter lidt mere. Med et åbent og kærligt hjerte. Skaber samhørighed mellem dem og mig. De skal føle sig trygge i mit selskab, så de har lyst til at åbne op.

Love in stepfamilies
Jeg stiller spørgsmål. Jeg udfordrer dem. Hver især. Deres ord. Deres sandhed. Deres virkelighed. Jeg mærker energien skifter i rummet. Nye indsigter lander i hver af dem. Lidt efter lidt. Og pludselig er der hul igennem!

Mine hår rejser sig på armene. Jeg får tårer i øjnene. Jeg ved, at nu er vi nået ind til kernen af, hvad det virkelig handler om. Når ALT andet er skraldet af.

Følelsen af at kunne læne sig tilbage i sit parforhold. Uden kamp. Uden bebrejdelser. Men med dyb hengivenhed og føle sig tryg og elsket – no matter what. Du vil passe på mig, være min klippe og jeg vil åbne mit hjerte og invitere dig indenfor. Der hvor jeg er aller smukkest, mest sårbar og aller stærkest.

Jeg bliver dybt berørt, når den transformation sker. Føler mig dybt taknemlig over at kunne hjælpe processen på vej.

I bilen minder jeg mig selv om, at jeg skal huske at værdsætte det jeg selv har. Det er ingen selvfølge. Den vidunderlige kærlige familie jeg har skabt sammen med Jégwan.

Jeg ved og mærker, at der findes en kærlig vej og jeg vil gøre mit allerbedste for at oplyse den for andre.

For kærligheden,

Charlotte

 

 

 

Vil du helst KUN på kæresteture? Ferier UDEN jeres SAMMENBRAGTE BØRN

Til en fest kom jeg til at sidde ved siden af en meget skøn kvinde som var meget indigneret over, at mange af hendes venner som lever i sammenbragte familier ALTID tager på kæresteture, men ALDRIG rejser med deres børn.

Be rolemodels for your children

Den prioritering kunne hun ikke forstå og hun ville høre min indstilling til det. For som hun sagde: ”Hvordan skal disse familier nogensinde komme til at føle de hører sammen, når de ikke prioriterer at rejse sammen? Rejser er jo en af de ting, der giver sammenhold og fælles oplevelser”. Jeg kunne kun give hende ret.

Vores snak inspirerede mig til dette blog-indlæg, hvor jeg vil udfordre dine tanker omkring det, at rejse med børnene. Eller foretrække tosomheden på kæreste ture.

Blended family - divorced family

Lad os kigge på, HVORFOR vi vælger som vi gør og hvorfor der ikke altid er overensstemmelse mellem det MÅL vi har på den LANGE BANE og vores handlinger på den KORTE.


DERFOR VÆLGER VI DEN NEMME LØSNING

Din kæreste forslår, at I tager ud at rejse. Bare en kort tur. Du bliver SÅ glad for forslaget og kan allerede forestille dig, hvor dejligt det vil blive. Lige indtil han/hun forslår, at I tager børnene med. Så synker dit hjerte ned i brystet og du kan mærke modstanden vokse i dig. Dit humør er i bund.

Hvorfor? Fordi tanken om at rejse med børnene ikke tiltaler dig overhovedet. Tværtimod. Du føler det ødelægger din ferie, hvis børnene skal med.

DU HAR VALGMULIGHEDER I OVERSTÅENDE SITUATION:

  1. Du kan vælge at acceptere din modstand og sige nej tak til at rejse med børnene, men også  forberede dig på – igen og igen – at skulle møde din massive modstand i forskellige forklædninger igennem dit sammenbragte liv. Det du ikke håndterer bliver ved med at bestå.
  2. Du kan vælge at BETRAGTE din modstand som et tegn på, at her er plads til selvudvikling. Her er læring til dig. Modstanden mod at rejse med børnene kan du kigge på, nå til bunds i og gøre noget ved. Du ved, at for hver sten du løfter og kigger på, jo mere flow vil du få i dit liv.

Jeg anbefaler løsning to.

Skænderier i sammenbragt familie


SÅ LAD OS FOLDE DIN MODSTAND UD:

  • Hvilke historier om børnene skaber din modstand mod at rejse med dem?
  • Hvordan ser du, de kan ødelægge eller forplumre din ferie?
  • Hvad vil det at rejse med børnene kræve af dig, som du ikke har lyst eller overskud til at give?
  • Hvad vil du gerne have ud af ferien? Og hvordan kan det lade sig gøre, selvom børnene er med? (forhandl gerne med din kæreste om lidt alene tid )

Vi skal her minde os selv om, at det er ikke kun er besværligt at have børnene med. Der er også fordele og masser af muligheder for at ”sætte point ind på samhørighedskontoen”. Og samtidig holder vi fokus på det overordnede mål ”At vi vil være en sammenbragt familie, der føler samhørighed”. Det kan vi ikke nå uden at investere i fælles oplevelser.

HVOR I tager hen og HVAD I gør er ikke vigtigt, bare I prioritere at gøre noget sammen.

Hvilke fordele kan du finde på ved at rejse med børnene?

Hvad tror du det ville give jer som fusionsfamlie?

Hvordan tror du børnene vil tænke og føle omkring det, at I prioriterer at give dem denne oplevelse?

Prøv at lave en plus / minus liste over fordele og ulemper ved at rejse med børnene.

Selvom du vælger en kæreste tur i denne omgang, så vil jeg opfordre dig og din kæreste til OGSå at tage ture med alle jeres sammenbragte børn. Også selv om det er udfordrende og besværligt.

Prioritér BÅDE at rejse alene på kæresteferie OG med børnene, da turene har hvert sit formål

 

Husk gerne dig selv på mit ordsprog:

”At være en del af en sammenbragt familie, er en kilde til konstant personlig udvikling”.

Du tager et stor skridt op ad udviklingsstigen ved at rejse med børnene.

—————————-

ps. Jeg starter et skønt ONLINE forløb op til STEDMØDRE mandag d. 8. juni – Måske er det lige noget for dig? Læs om det her

Er du en KONTROLFREAK? Forstå Hvorfor og Hvad du Kan Gøre Ved Det.

Kontrolfreaks! De er alle vegne. I familien. På arbejdspladsen. Blandt veninderne.

Måske er du – hånden på hjertet – selv sådan en. Men selvfølgelig lige præcis os to, VI er anderledes. Vi kontrollerer af HELT andre årsager. Og KUN fordi det er godt for alle. Vi ved, hvad der skal til (tror vi).

Kontrolfreak

Måske kan du genkende følgende ”symptomer” (fra andre):

# Du tror, at hvis andre bare liiiige ville ændre en ting eller to ved dem selv, så ville du være lykkeligere. Så derfor prøver du at ”hjælpe dem” ved at udpege disse ”fejl” igen og igen.

# Du forsøger at få andre til at passe til dine ofte urealistiske krav. Du tillader ikke det uperfekte og derfor synes du heller ikke andre skal tillade det.

# Du dømmer andres adfærd som rigtig eller forkert og passiv-aggressivt fastholder du din opmærksomhed på dem, indtil de tilpasser sig dine forventninger. At sidde i stilhed med heftig undertrykt vrede mod andre er en mesterlig form for kontrol!

# Du tilbyder ”konstruktiv kritik” som en tilsløret måde at gennemføre din egen agenda på.

# Du ændrer hvem du og hvad du tror på, så andre vil acceptere dig. I stedet for bare at være dig selv, så forsøger du at kontrollere andres opfattelse af dig. Det er en umulig opgave. Du kan ikke kontrollere, hvad andre mener om dig.

# Du præsenterer “worst-case” scenarier i et forsøg på at påvirke andre til at fjerne sig fra noget, henimod det du repræsenterer. Det kaldes frygt-taktik. At du bruger frygt til at få det på din måde.

# Du blander dig på vegne af andre mennesker ved at forsøge at forklare eller bortforklare deres opførsel mod andre.

Du tror, at hvis du kan ændre en anden persons uønskede opførsel, så vil du være gladere og mere tilfreds. Du gør andre mennesker ansvarlig for, hvordan du har det.

Kontrolfreak - lær at give slip

 

HVAD HANDLER KONTROL VIRKELIG OM

Kontrolfreaks ved sjældent, at det er det de er. De tror de hjælper andre mennesker med deres ”konstruktive kritik” eller når de overtager et projekt for ”ingen andre kan gøre det ordentligt”.

 

De ser ikke deres kontrollerende opførsel som et symptom på det der VIRKELIG foregår: At deres egen angst er gået amok.

Den kontrollerede adfærd dækker ofte over en dyb følelse af forkerthed. Der er noget inde i dig, som andre mennesker ikke må opdage. Du forsøger at beskytte dig selv. Kontrollere dig ud af følelsen.

Du har irrationelle tanker som: Hvis jeg ikke får styr på dette, så bliver jeg fyret. Hvis jeg går med til det her, så går det ud over mit rygte. Hvis jeg ikke er hjemme kl. 16.00, så er jeg en dårlig mor.

Alle disse tanker er højst sandsynligt ikke sande.

I stedet for at lære at takle vores irrationelle tanker, forsøger vi at kontrollere situationen og andre mennesker.

Det kan vi bare ikke. Det er umulig opgave.

VEJEN TIL AT SLIPPE KONTROLLEN

Sagen er, er du er den eneste, der er ansvarlig for dig. Vejen til at slippe kontrollen og dermed få bedre relationer starter ALTID med dig.

I stedet for at forsøge at kontrollere andre, begynd at arbejde med at blive en bedre version af dig selv.

- Vis din sårbarhed overfor mennesker
– Gå aldrig på kompromis med din selvrespekt og vær tro mod dine kerneværdier
– Vær realistisk i dine forventninger til andre
– Stop din passive-aggressive opførsel og kommuniker klart og direkte
– Accepter at store dele af livet er ukendte komponenter
– Gå ind i konfrontationer – det er faktisk den eneste du kan gøre
– Tag ansvar for din egen lykke

Kontrolfreak - begynd at give slip

Hvis du arbejder på din egen ”forbedring” i stedet for at kontrollere andre, får du MEGET mere plads indvendig OG bedre og tættere relationer hele vejen rundt.

Og det allervigtigste gevinst: Du kan MEGET bedre lide dig selv i denne version.

Uenigheder om børneopdragelse? FORSTÅ HVORDAN I FINDER FÆLLES FODSLAG.

Kender du følelsen af at opdage, at du pludselig finder dig selv i fuld gang med at lægge arm med din kæreste. I en heftig diskussion, hvor det ene ord fører det andet med sig?

Du er holdt op med at lytte for længe siden. Du er kun optaget af én eneste ting. At få ret. At vinde diskussionen. Koste hvad det vil. Argumenterne og formen har ikke længere betydning. Det føles som om du er truet på livet, så derfor har du har brug for sejren. For forløsningen af at få vreden ud af dit system, så du igen kan få fred.

fighting about the children

 

Fakta er, at her har du to mennesker med hver sin holdning til et emne. Derfor er der i virkeligheden ikke er nogen vinder af diskussionen, men i stedet to sårede mennesker, som har behov for at trække sig tilbage og sunde sig oven på de hårde ord.

Diskussionerne i fusionsfamilien om børneopdragelse har tit dette forløb og det tager hårdt på parforholdet, hvis det står på for tit.

Derfor får du her mine bedste råd til, hvad du/I skal være opmærksomme på samt en metode I kan følge for at komme helskindet igennem jeres uenigheder og nå frem til et fælles fodslag.

NÅR “UVEJRET” TRÆKKER OP
Når I er uenige om opdragelsen af jeres børn, så er er godt at vide, ud fra hvilket perspektiv I diskuterer.

Uagtet om I begge har børn eller ej, er følgende udsagn derfor værd at kigge på:

  • Inderst inde synes du, at du har gjort det ret godt og har slet ikke lyst til at din kæreste skal blande sig i opdragelsen af dine børn. Det kan du sagtens selv finde ud af. Du har ikke brug for hans/hendes input.
  • Inderst inde hader du, når din kæreste påpeger noget opdragelsesmæssigt omkring dine børn, for du føler det er en kritik af dig.
  • Inderst inde har du ikke rigtig accepteret, at I begge har en opdragerrolle overfor jeres børn.
  • Inderst inde synes det er utroligt ubehageligt at opdrage på hans/hendes børn, ligesom du ikke kan holde ud, når han siger noget til dine.

Hvor godt passer disse udsagn på dig? Trøst dig – Udsagnene passer på størstedelen af sammenbragte familier. Du er ikke alene!

Det positive er, at nu er du fuldt bevidst om, hvordan det er, så derfor har du mulighed for at ændre det. Men det kræver tålmodighed, tillid (fra jer begge) og masser af øvelse.

Prøv om du kan finde ud af, hvad der skal til for at du få udsagnene til at forsvinde – et efter et?

Kan din kæreste sige eller gøre noget anderledes?

Hvad har du brug for sker, for at du kan acceptere og tillade opdrager-rollen?

Er det over et godt glas rødvin fredag aften (mens han holder din hånd), at du bedst kan håndtere kritik eller indblanding?

Vær tålmodig og kærlig mod dig selv. Vær ærlig overfor din kæreste og forklar hvordan du har det undervejs. Det tager tid, lang tid….men du/I skal nok komme der til.

Men det er godt at huske sig selv på, at vi skal ”bygge” vores sammenbragte familier efter de samme tegninger og ikke efter hver sin udgave.

Blended family taking too much responsibility

SÅDAN KOMMER I FREM TIL ET FÆLLES MÅL

To familier skal blive til en. To forskellige opdragelser og værdier skal blive til et sæt. Nu har du/I mulighed for at ryste posen og tage det der duer og det der ikke duer og sætte det sammen på en ny måde, jeres måde.

Jeg vil lige minde dig om, at der ikke er noget rigtigt eller forkert men blot to forskellige måde at opdrage på, med hvert sit resultat.

Spørgsmålet er blot, hvilket resultat I ønsker?

Hvis du ser 10 år frem i tiden, hvilke værdier håber du/I at have givet jeres børn med i rygsækken?

Hvordan ønsker du/I de skal være i verden? Hvad skal nøgleordene være?

Der vil helt sikker komme nogle stærke ord frem. Gem dem i dit hjerte.

Lad dem være jeres overordnede mål for jeres opdragelse. Nu skal vi kigge på, hvordan vejen til opfyldelsen af målene nås.

Stå sammen med din kæreste side om side, både fysisk og mentalt. I skal danne et stærkt sammentømret og koordineret opdrager-team overfor børnene. Måske vil de protestere, men på sigt vil de blive trygge, når I er gode til at holde sammen og holde fast.

Tag en snak med din kæreste om følgende:

  • Hvordan skal det være her hos os i vores familie?
  • Hvad er vigtigt for mig at opdrage på? Og for min kæreste? Og hvorfor der disse ting vigtige?
  • Hvilke værdier vil vi gerne give vores børn? Og hvad tror vi på er den bedste metode til at fremelske disse værdier i vores hverdag med børnene?
  • Hvad er min holdning? Og min kærestes holdning til de praktiske ting?
  • Tal om hvad I synes virker rigtig godt I jeres respektive måder at opdrage på? Hvad har I hver i sær haft god succes med?

Når I har gennemført ovenstående snak, har I kortlagt nogle meget vigtige pejlemærker for jeres fælles børneopdragelse.

Og nu kommer det svære – I skal hver især spørge hinanden om:

  • Hvad synes du ikke virker i min opdragelse? (hold gerne fast i bordpladen, bare du forbliver tavs, selvom dit indre bliver ”mudret”)
  • Hvad vil du gerne have jeg holder op med eller gør anderledes?
  • Er der noget i mine børn opførsel som du gerne vil opdrage op?

Når I ved, hvad der er vigtigt for jer hver især, kan I forsøge at påtage jer opdrager-rollen på en ny og mere bevidst måde, under hensyn og med omsorg for de områder, I hver i sær har det svært med.

Samhørighed i sammenbragt familie

Målet skal være, at I ikke kommer (helt så tit) til at ”trigge” hinanden.

 

SAMMENBRAGT FAMILIE som KERNEFAMILIE? Forstå hvad det EGENTLIG handler om. Hvad der er VIGTIGT.

Der er mange skriverier i medierne, der opfordrer sammenbragte familier til IKKE at stræbe efter at fungere som en kernefamilie. De skal finde deres eget familiesystem. Lære at leve sammen på en ny made.

HER KOMMER MIT BIDRAG TIL SNAKKEN:
JEG opfordrer altid fusionsfamilier til at etablere sig som en ”kernefamilie”, hvis de ønsker at bo sammen.

HVIS KERNEFAMILIE ER = TAGE FÆLLES ANSVAR FOR ALLE BØRN OG FØLELSEN AF SAMHØRIGHED.

Der ligger vigtige betragtninger bag denne opfordring. 

Fusion Family Mentor Foredrag

NÅR VI FOLDER BEGREBET KERNEFAMILIE UD?

 Lad mig først folde begrebet ”KERNEFAMILIE” ud. Hvad dækker ordet over?

Mit bud er: Mor, far og 2-3 børn. Underforstået: Tætte, trygge, lykkelige med et godt sammenhold. En følelse af SAMHØRIGHED er deres default.

I min optik får man IKKE følelsen af samhørighed forærende i en kernefamilie. Den skal der arbejdes for. Helt på lige fod med sammenbragte familier. Der er INGEN forskel.

HPIM3515

Hvem har tjekket i KERNEFAMILIEN, hvor mange der føler sig alene, misforståede, forkerte? En dyb følelse af ikke at høre til? At føle sig meget anderledes end sine familiemedlemmer? Ingen spørger.

Jeg var selv en af dem! Og kender SÅ mange andre. Jeg følte mig ensom. Forkert. Anderledes. Utryg. I min kernefamilie.

”Kernefamilie” er et begreb vil har vænnet os til, men aldrig har tænkt dybere over, hvad det dækker over. Det er ikke værd at  slå os selv hjem med!

De FØLELSER vi tror man automatisk har i en kernefamilie Det kan vi, helt på LIGE FOD opbygge i vores fusionsfamilie,  hvis vi er VILLIGE til at investere tid, tålmodighed og masser af kærlighed. I os selv. Vores partner. Vores børn. Tager ansvar og går de skridt, der er nødvendige for at vi lykkes med vores fusionsfamilie.

HVAD ØNSKER DU DIG AF DE MENNESKER DU BOR SAMMEN MED?

Målet for os alle må være at føle SAMHØRIGHED med dem du bor under samme tag som. UANSET familiekonstellation.

Det er vores pejlemærke.

ROLLEN SOM STEDFORÆLDER OG OPDRAGER

 Jeg rådgiver altid parret til at det fulde ansvar for alle børn. Biologisk eller ej.

Mange fortrækker umiddelbart at opdele familien: Du tager dig af dine børn, så tager jeg mig af mine. En god og nem løsning på den korte bane. På den lange bane et håbløst projekt.

stedbarn er vred på stedmor

GRUNDEN TIL AT MANGE PAR VÆLGER DEN OPSPLITTEDE LØSNING, ER NEMT AT FORSTÅ:

  • Det er nemmest. Du behøver ikke tager lederskab som stedforælder overfor dine stedbørn. Det kan du lade din partner om.
  • Du behøver ikke stille op til den du er, overfor dine stedbørn. Du kan ”putte” dig og se på deres opførsel udefra. Uden at være nødt til SELV at sige fra.
  • Du kan give udtryk for din holdning omkring børnene til din partner og så kan han/hun tage sig det.
  • Du slipper for konfrontationen med dine stedbørn: DU ER IKKE MIN MOR/FAR, så det skal du ikke bestemme!
  • Du slipper for den massive personlige udvikling, der ligger gemt til dig i mødet med dine stedbørn.
  • Du kan legitimt ”sladre” til forælderen om børnene, for I har jo en aftale.
  • Du slipper for din partners kritiske øje på dig, når du irettesætter hans børn. På en i hans øjne forkert måde.

RESULTATET AF OPSPLITTETHED:

  • Du lader dig grænseoverskride. Igen og igen. Uden at sige fra. Det tærer på dig i længden. Du bliver indebrændt og osende.
  • Du kommer ud af integritet.
  • Du gør dig til et ”offer” for dine stedbørn. De gør noget mod dig, men du kan jo hverken gøre fra eller til.
  • Du underminerer din egen rolle som en voksen, der tager lederskab og udstikker kursen i enhver situation.
  • Du forbliver din partners kæreste overfor børnene. De ved ikke helt, hvad de skal bruge dig til i deres liv. Hvordan de skal forholde sig til dig.
  • Du er ude af stand til at sige fra i en situation med børnene. Til at reagere her og nu, i stedet for at samle til bunke.
  • Du ”sladrer” til din partner om hans børn.
  • Børnene vil vide at du sladrer om dem, når din partner kommer på bag kant og håndterer en situation, han slet ikke har været en del af.
  • De vil respektere dig mindre for hver gang.
  • Du starter en skyttegravs-krig med pointsystemer. Dig og dine børn mod din partner og hans børn.
  • Din partner vil få trang til at beskytte sine børn mod dig og dine grænser. Selvom dine grænser slet ikke er hans.
  • Din partner vil forsøge at agere og sætte grænser på dine vegne. Selvom han slet ikke er enig.
  • Din partner vil i et væk forsøge at regne nu, hvad du vil sige næste gang om hans børn, og så curle foran børnene, så du ikke skal synes de er irriterede.
  • Du kommer til at ose BIG TIME, hvis din partner ikke opdrager, når du synes det er passende.

………..Jeg kunne blive ved. Jeg tror du kan se, at den opslittede løsning på ingen måde skaber SAMHØRIGHED, snarere tværtimod.

image

NÅR DU OG DIN PARTNER TAGER EN HEL-HJERTET BESLUTNING OM AT VÆRE FORÆLDRE TIL ALLE JERES BØRN.

SÅ DU SKAL VIDE AT:

  • I skal bakke hinanden op. Side om side. Overfor børnene. Så de ikke er i tvivl om det fælles ansvar.
  • Det er et godt tegn, når børnene siger: Du er ikke min mor/far. Indirekte spørger de om din rolle, i forhold til dem.
  • Hvor godt du har det med dig selv er proportionalt med, hvor nemt du har ved at sige til og fra overfor dine stedbørn. Forvent at det kræver øvelse. GENNEM LANG TID.
  • Ros hinanden i rollen som stedforælder.
  • Slip dine løve-mor tendenser og ha’ tillid til, at I begge vil det bedste for hinandens børn.
  • Vid at når du bliver udfordret af dine stedbørn, så handler det sjældent om børnene, men om noget i dig selv.
  • Sig ”ja” til den personlige udvikling, du kommer igennem. Vid at du vil blive en endnu skønnere og stærkere udgave af dig selv.

DEN ALTOVERSKYGGENDE GEVINST:
Når du er blevet komfortabel med selv at markere dine grænser overfor dine stedbørn, vil du mærke en dyb følelse af FRIHED. Frihed til at være dig. På godt og ondt. I dit eget hjem.

I kan nu lægge en fælles strategi for jeres måde at opdrage og inspirere jeres børn. Hvordan har I lyst til at gøre det, så I skaber den familie I ønsker jer? Hvilket miljø ønsker I at børnene skal vokse op i?

Din partner kan ”slappe af”. Han skal ikke holde øje med børnene, på dine vegne. Han ved, du selv håndterer de ting der opstår. Han bliver ikke konstant vred på dig.

Du slipper for at ”sladre” om hans børn. Hans største skræk er nemlig, at du ikke kan lide dem.

Alle i din fusionsfamilie vænner sig stille og roligt til den fælles forældre front. Og børnene behøver ikke længere bruge energi på at finde ud af, hvad der foregår. I har SAMMEN udstukket klare og kærlige retningsliner for jeres familie.

I VISER JERES BØRN VEJEN. I TAGER JER KÆRLIGT AF ALLE JERES BØRN. PÅ LIGE FOD.

Det skaber tryghed.

Togetherness

Et stabilt og sundt fundament er ved at blive støbt under dig og din familie. BOOK en gratis session nu, hvis du har brug for min hjælp.

Kærligst,

 

Charlotte

ps. arbejder på et rigtig godt 5 UGERS ONLINE PROGRAM, der vil hjælpe jer med at håndtere de mange forskellig-artede udfordringer og give jer helt konkrete eksempler på, hvordan I kan gribe tingene an.